+45 21 60 80 33 info@mallorcahojskole.dk

Indkvartering

Rammen for vores højskoleuge er en skøn finca, som er det spanske ord for en stor gård. Fincaen er fra 1828, men er gennemrestaureret med nænsom hånd, så man stadig oplever den klassiske gård med vandpumpe og den gamle presse til olivenolie.
Fincaen ligger i naturskønne omgivelser ved foden af Tramuntana bjergkæden, der dækker den nordvestlige del af Mallorca. Der er fem kilometer ind til nærmeste by Lloseta med små 5000 indbyggere.

Gården er bygget på en 80 hektar stor og skøn grund med terrasser og pool, hvor de morgenfriske kan deltage i gymnastik og svømning.
Den er omgivet af olivenlunde og figentræer, ligesom der i sæsonen er mulighed for at plukke både appelsiner og citroner direkte fra træerne.

Vi spiser måltiderne, der er tilberedt af  lokale råvarer, sammen i gårdens fælleskøkken, og der holdes foredrag og samlinger i gårdens fællesrum.
Fincaen er delt op i 5 lejligheder med to dobbeltværelser i hver lejlighed. I 4 af lejlighederne er der tilknyttet bad og toilet til hvert dobbeltværelse. I den femte lejlighed er der to værelser, der deler et bad/toilet.  De fordels efter ‘først-til-mølle princippet’ .

Man kan også indkvarteres i Annexet, der ligger 5 minutters kørsel fra fincaen. I Annexet er der 4 dobbeltværelser og 2 badeværelser  samt et toilet i tilknytning til poolområdet.  Vi henter og bringer jer i skolens minibus eller der er cykler, der kan lånes.

På grund af den overvældende interesse har vi været ude at leje nogle ekstra værelser i et tredie hus i den lille stationsby Lloseta, der ligger ca. 7 min. kørsel fra højskolen. Her er 3 værelser og to badeværelser.

 

 

Fincaen

Annexet

Tip en ven