+45 21 60 80 33 info@mallorcahojskole.dk

Så har de første 25 kursister været på højskole i udlandet, nærmere betegnet Mallorca Højskole. Fra 30 april til 6 maj havde vi en helt fantastisk uge sammen. Det var et sandt pionerhold. Alt var første gang for os alle, men det gik ud over al forventning. Vi  styrede pænt og meget bevidst udenom turistens Mallorca, men oplevede i stedet øen igennem de mennesker, der lever og arbejder dér. Vi besøgte en nørdet økologisk vinbonde og smagte hans helt enestående vin. Vi var gæster i det flotteste hus i Porto Sóller, for der boede vores oplægsholder kok og restauratør Helle Alexandersen. Hun bød på kaffe på terrassen, og mens vi nød udsigten over bugten, hørte vi om at være erhversdrivende på øen, og om Mallorcas mange udfordringer bl.a. med turismen. Vi lærte om Jørn Utzons huse på Mallorca, oplevede Christine Feldthaus for fuld udblæsning og spiste os igennem Mallorcas køkken skønt tilberedt af vores spanske kok Javier Elias. Og så sang vi – hver dag – og mange sange fra højskolesangbogen. I bedste højskoleånd bidrog alle til fælleskabet og var med til at gøre dette højskoleophold til noget helt særligt. Som en kursist  beskrev det ; ”Det er en skøn blanding af ren luksus, lejrskole og højskole”.